Erfaren sikkerhedsekspert bliver ny CEO i førende dansk sikkerhedshus

Press Release October 14th 9:30

Improsec A/S, der er førende i Danmark inden for Cyber Security, får ny CEO. Martin Kofoed, der kommer fra en intern stilling som Director for Cyber Defence, overtager fra 14. oktober det samlede ansvar for virksomheden. Han vil holde fokus på at bevare den unikke kultur, fastholde førerpositionen som uafhængig sikkerhedsrådgiver og fortsat rekruttere og udvikle de dygtigste talenter indenfor Cyber Security i Danmark.

Siden årsskiftet har Martin Kofoed, der har 17 års erfaring i sikkerhedsbranchen, fungeret som Director for Cyber Defence i Improsec. Og det har han gjort så godt, at det har overbevist Improsecs grundlægger om, at han er den rigtige til at udstikke den fremtidige retning for virksomheden.

”Improsec har været på en fantastisk vækstrejse siden december 2015, hvor jeg grundlagde virksomheden med ambition om i praksis at forbedre kundernes IT-sikkerhed med udgangspunkt i uafhængig rådgivning. Vi har i dag en sund forretning med eminente medarbejdere der hver eneste dag forbedrer sikkerheden hos vores kunder, udvikler sig fagligt, deler viden med andre, og dermed hjælper med at gøre verden til et bedre og mere sikkert sted. Med over 40% vækst på omsætningen i 2022 YTD, en solidt struktureret organisation, høj medarbejder- og kundetilfredshed, og et 4. kvartal vi allerede nu kan se kommer til at slå alle rekorder, er det et godt tidspunkt at give taktstokken videre til én, der kan føre Improsec ind i det næste kapitel. Jeg har kendt Martin i flere år og siden jeg ansatte ham, har hans personlige kvaliteter, tekniske viden og unikke engagement gjort det klart for mig, at han er den rigtige til at løfte Improsec endnu højere”, siger Improsecs grundlægger, Jakob Heidelberg, som bliver i bestyrelsen for selskabet indtil udgangen af januar 2023.

En markant markedsposition

Under Jakob Heidelbergs ledelse er Improsec vokset til at indtage en markant position som den førende, uafhængige sikkerhedsrådgiver i Danmark. Virksomheden har i dag over 50 medarbejdere, som hver dag arbejder for at forbedre sikkerheden i danske og internationale virksomheder. Den arv vil Martin Kofoed nu bygge videre på.

”Jakob og alle vores dygtige medarbejdere i Improsec har bygget en stærk og solid virksomhed. Og jeg er stolt over, at Jakob med opbakning fra bestyrelsen vil betro mig opgaven med at udvikle Improsec på den fremadrettede rejse. Vi har i dag en stærk kultur, dybt kompetente specialister og nogle unikke muligheder for at styrke vores forretning indenfor både teknisk og strategisk rådgivning. Og jeg glæder mig meget til, sammen med medarbejdere, ledergruppen og kunder, at folde potentialet endnu mere ud”, siger Martin Kofoed, der tiltræder som CEO i Improsec fredag den 14. oktober 2022.

Opbakning hele vejen rundt

Hos itm8-koncernen, som Improsec blev en del af i 2020, er der stor tilfredshed over samarbejdet med Improsec og respekt for den imponerende udvikling, selskabet har været igennem i de seneste syv år. Og opbakningen til den nuværende og den nye CEO er stor:

”Det har været en udsøgt fornøjelse at arbejde sammen med Jakob Heidelberg, der på imponerende vis har løftet Improsec fra en iværksætter-virksomhed til en større virksomhed, som hver dag gør en relevant forskel for både medarbejdere og kunder. Tre Gazelle-priser i træk, nominering til EY Entrepreneur of the Year og en #1 rangering som uvildig sikkerhedsrådgiver fra Computerworld, taler for sig selv. Jeg har forståelse for Jakobs ønske om at give CEO-stafetten videre efter syv intense og succesfulde år, og heldigvis har han selv peget på en yderst kompetent person til at føre an på udviklingsrejsen, hvilket jeg støtter fuldt op omkring. Jeg ser frem til det fortsatte gode samarbejde og har stor tiltro til Martin Kofoed og hans ledelsesteam”, siger Henrik Kastbjerg, Group CEO, itm8 og Næstformand i Improsecs bestyrelse.

Improsecs bestyrelse, der består af eksterne profiler som Formand Ulf Munkedal og Thomas Lund-Sørensen samt personer fra itm8-koncernens øverste ledelse, har været dybt involveret i ansættelsesprocessen. Det er således en samlet bestyrelse, der står bag udnævnelsen af Martin Kofoed som ny CEO, og bestyrelsen ser frem til den fortsatte vækst og udvikling af Improsec som et markedsførende sikkerhedshus i Norden.

 

For yderligere kommentarer
Jakob Heidelberg, Founder, Improsec A/S: +45 31315337 / [email protected]
Martin Kofoed, CEO, Improsec A/S: +45 25395254 / [email protected]
Henrik Kastbjerg, Group CEO, itm8 A/S: [email protected]

Om Martin Kofoed
Martin Kofoed tiltræder som CEO i Improsec den 14. oktober, 2022. Han har 17 års erfaring fra sikkerhedsbranchen og fra sin rolle i Rigspolitiet:

  • Director of Cyber Defence, Improsec A/S

  • Executive Advisor, Cyber Security, Combitech A/S

  • Vice President for Cyber Defence, JN Data A/S

  • 10 år i politiet, bl.a. som politikommissær ved Rigspolitiets National Cyber Crime Center, NC3

Om Improsec

Improsec er specialiseret i pragmatisk IT-sikkerhed og rådgiver om prioritering og implementering af organisatoriske og tekniske løsninger. Improsec forbedrer sikkerheden, og navnet er en sammentrækning af lige netop dét (Improving security).